En fortælling fra en anden virkelighed – et kald, en rejse, en forening med noget større
Der er oplevelser, man aldrig glemmer. Oplevelser, der føles mere virkelige end virkeligheden selv – som om man har set bag sløret og fået et glimt af noget større. Dette syn kom til mig for mange år siden, og det har fulgt mig lige siden.
Jeg har båret det i mit hjerte, forsøgt at forstå det, og mærket dets betydning langt ind i sjælen. Det var ikke en drøm. Det var noget. Et møde. En rejse. En forening med noget helligt og tidløst. Og selv om det er dybt personligt, så føler jeg, at tiden er inde til at dele det.
Porten åbner sig
Det begyndte i en stilhed, der var tung af noget udefinerbart. Jeg var vågen, men i et andet lag af bevidsthed. Som om sløret mellem verdener var blevet tyndt. Jeg fandt mig selv i en by – i en sidegade, i en lejlighed, der føltes fremmed og alligevel bekendt. Et højtloftet rum, kantet og nøgent, med et stort trefagsvindue og et bart trægulv. Sengen var enkel, af træ. Jeg lå dér, i halvmørket, og stirrede op i loftets stuk. Så bankede det på døren.
Et barn og en indre forening
Jeg åbnede – og dér stod han. En mand med et barn ved hånden. Drengen var lille, måske fire år, med øjne der rummede noget gammelt. Manden ville aflevere ham til mig. Noget i mig strittede imod. Men han insisterede – og før jeg vidste af det, stod barnet alene midt i rummet, i en lænestol. Stille. Sårbar. Han lignede en lille ludobrik – og alligevel føltes han som noget langt større. En sorg fyldte mit bryst. Jeg gik hen til ham og bøjede mig ned. Lagde armene om ham. Og i det øjeblik gled han ind i mig. Han forsvandt, men blev hos mig. Som om jeg tog et tabt fragment af mig selv hjem.
Kaos og kald
En lyd ved vinduet. Uroen voksede. Udenfor var gaden ved at blive opslugt af sand. Det steg som en stille bølge – først op over vinduet, så ind under døren. Det væltede ind. Et ustandseligt hav af sand, som ville begrave alt. Jeg stod midt i det – mærkede frygten. Men midt i frygten… kom lyset.
Den Hvide Hest
Den trådte frem. Den hvide hest.
Vinget. Strålende. Overjordisk smuk. Den fyldte rummet med en ro, som om alt i verden standsede op i ærefrygt. Vi stod dér – den og jeg – og vi vidste. Uden ord. Den kaldte på mig. Jeg svarede ja med hele mit væsen.
En rejse hinsides grænser
I næste øjeblik var jeg i den. Eller med den. Vi smeltede sammen. Dens vinger foldede sig ud – kæmpestore, lysende, kraftfulde – og med en bevægelse lettede vi.
Vi steg.
Op gennem byen, forbi vinduer og tage. Jeg mærkede vinden, mærkede byen forsvinde under mig, mærkede friheden åbne sig som et rum uden vægge. Jeg tænkte: Det her må jeg aldrig glemme. Dette er helligt. Dette er virkeligt.
Vi fløj højere – op over byen, over natten, over støjen – og pludselig var vi i det sorte rum. Universets uendelige mørke. Stjerner overalt. De blinkede som levende væsener, og under os lyste Jorden – blå og grøn, smuk og fjern. Jeg havde aldrig været så fri. Jeg var hesten. Jeg var flyvningen. Jeg var lys og bevægelse. Jeg ønskede at blive der. Glemme alt det jordiske. Vende hjem til hvor hesten kom fra. Det føltes som dér, jeg i virkeligheden hørte til.
Afsked og tilbagevenden
Men jeg mærkede det. Hesten blev træt.
Den ville hjem.
Modvilligt vendte vi om. Vi fløj tilbage. Ned gennem mørket. Ned mod byen, mod gaden. Da vi landede, gled jeg ud af den igen og stod ved dens side. Den hang med hovedet, vingerne tunge. Jeg blev bange. Hvad hvis den ikke kunne komme væk? Hvad hvis jeg havde trukket den for dybt ned?
Men så løftede den hovedet. Dens blik mødte mit. Fyldt af tillid. Den sagde farvel – uden ord – og lettede igen. En kraft, en bølge, og så var den væk. Op gennem mørket. Op mod stjernerne.
Det sidste vigtige
Jeg blev stående. Alene. Men ikke tom.
Jeg begyndte at gå. Gennem den stille by. Midt på gaden. Til jeg kom til Kartoffelrækkerne. Der var lys. Liv. Alle var oppe – børn, voksne – i gang med at bygge en enorm modeltogbane mellem husene. De manglede kun én ting.
Og den havde jeg.
Jeg gik hen til en mand. Gav ham det. Og med det blev alt helt. Alt faldt på plads. Projektet kunne fuldendes. Jeg vidste det dybt inde: Alt var, som det skulle være.
Hvide hest… du er i mig
Og du, min hvide hest.
Mit åndedyr, min frihed, min sjæls fugl med vinger af lys –
Jeg glemmer dig aldrig.
