Når stregerne vender hjem

Jeg har altid tegnet. Som barn, som ung, som voksen

Dog har de de sidste 25 år… tja, været lidt sløje hvad det angår. Jeg fik ikke rigtig lavet noget. Og når jeg prøvede, føltes det som om noget var gået i stykker. Det var tungt, frustrerende – og jeg var for det meste død-utilfreds med det, der kom frem.
På et tidspunkt syntes jeg faktisk, at jeg kun kunne tegne grimt. Lige meget hvilke materialer jeg brugte, så lignede det… ja, lort.

Men så skete der noget

Jeg begyndte at lave små amuletter – inspireret af nordisk mytologi og vikingetid.
På den ene side en rune. På den anden et lille billede eller symbol.
De var så skønne at lave. Jeg lavede faktisk virkelig mange, synes jeg selv.
Til sidst blev de små motiver så detaljerede, at de næsten ikke kunne være på den lille træskive.

Jeg begyndte at tegne på små kort

Små kort i A6-format – minitegninger.
Og det var stadig fedt!
Så gik jeg videre til A5. Så A4.
Og nu… nu tegner jeg på store lærreder, og det er så fantastisk. Jeg har tusind idéer, der banker på og vil ud.

Mine motiver er stadig spirituelle.
Der er stadig sjamanisme i sjælen af det hele.
Jeg tegner vølver og stavbærere. Kvinder med trommer. Åndedyr og magi.

Jo mere jeg tegner jo bedre

Og det er jo ikke fordi, jeg pludselig er blevet nogen mestertegner.
Mine tegninger er lidt barnlige, synes jeg selv.
Jeg mangler stadig noget teknik.
Jeg er rusten – men åh, hvor er det fedt alligevel.

Og haha – jeg elsker virkelig mine motiver!

Fra mit indre og ned på papiret

Jeg elsker, når de kommer ud af mørket og lander på mit papir eller lærred.
Jeg elsker følelsen af magi og kraft.
Jeg elsker, at jeg kan vise noget af min indre verden – også selvom det måske er i en forenklet og lidt skæv form.

Lige nu arbejder jeg igen på hjorten.
Han kommer stille frem, skridter frem fra skyggerne… og jeg glæder mig til at vise ham, når han er klar.