Heksen i mig rejste sig, da verden larmede
Der var en tid, hvor jeg prøvede at passe ind.
Hvor jeg gjorde mig lille, stille og pæn.
Men verden larmer. Og i larmen blev det klart:
Jeg er ikke skabt til at hviske.
De kaldte det følsomhed.
Jeg kaldte det klarsyn.
De sagde skrøbelig.
Jeg sagde sansende.
De ville have mig til at tvivle.
Og jeg lyttede. Men ikke til dem –
til vinden, til ilden, til jorden under mine fødder.
Og dér – i stilheden, i mørket, i roens rå kraft –
rejste hun sig.
Heksen i mig.
Den vise. Den vilde.
Hun, der mærker det, der ikke siges.
Hun, der nægter at lade sig forme.
Jeg er ikke her for at blive godkendt
Jeg er her for at være ægte.
Og hun – hun går med mig.
Der tonede noget frem inden i mig, som længe var holdt nede.
Det ville frem – jeg kunne ikke standse det.
Hver dag, hver time, hvert minut tænkte jeg på, hvem det egentlig var, jeg var….
Hende der arbejder 80 timer om ugen eller en helt anden, som jeg havde glemt at holde kontakten med. Hende der…mig.
Og jeg blev syg og svag før jeg endelig gjorde noget ved det.
Men endelig – så vågnede jeg.
Og endelig fandt jeg mig selv…. igen …. det var virkelig fantastisk….
Og det, som jeg hele tiden godt vidste, men som jeg undlod at leve, var jo entop dette:
- du er ikke dit navn
- du er ikke dit job
- du er ikke din garderobe
- du er ikke din titel
- du er ikke din krop
kun dig er du…. den sjæl du kom med og den sjæl du flyver væk med igen
Og nu er alt så meget in med, at man er heks eller shaman eller healer eller claivoyant…..
Men jeg er stdig bare mig…. jeg lader energien og flowet strømme igennem mig og dermed er alt godt…. for jeg er her hvor jeg skal være nu.