🖤 “Jeg hører stadig stemmerne fra skoven”
Nogle nætter hvisker skoven mit navn.
Ikke som et ekko, men som en erindring.
En stemme jeg har kendt længe før dette liv.
Den går gennem marv og tid.
Som vinden, der bevæger sig uden at blive set.
Jeg hører dem, når verden bliver stille.
Når mørket lægger sig som fløjlsblød muld over min hud.
Stemmerne, der ikke taler med ord –
men med raslen i blade, fugt i luften, hjerteslag i jorden.
De kalder mig ikke tilbage.
De kalder mig dybere ind.
Ind i skoven, hvor ingen sti er sikker.
Hvor intet er lineært, og alt er levende.
Hvor jeg ikke skal forstå, kun huske.
Og så – altid – er der vandet.
Søen. Regnen. Havet.
Jeg mærker deres kraft som blide hænder mod min hud,
som salte tårer fra en moder, der aldrig har glemt mig.
Vandet bærer det, jeg ikke selv kan holde.
Vandet renser, rækker, rører.
Havet er Jordens blod.
Dets rytme er ældgammel og evigt ny.
Det strømmer med kraften fra noget, vi engang vidste –
og stadig kan huske, hvis vi bliver stille nok.
Jeg står ofte på kanten af søen her.
Ser tågen glide over overfladen.
Ser hvordan alting forandrer sig og dog er det samme.
Et suk i mit bryst svarer søens sagte rytme.
Jeg er både skov og vand.
Rod og strøm.
Og i det møde husker jeg, hvem jeg er.
Jeg troede, jeg var alene.
Men skoven og havet har altid hvisket mit navn.
Det var bare mig, der holdt vejret for længe.
