I min sorte gryde
I min sorte gryde sker der ting og sager.
Den syder og bobler – dufte stiger op,
og noget usynligt rører rundt med mig.
Her sker der mirakler.
Et af dem hedder sæbe.
Miraklet i hænderne
Man tager olie og fedt. Man tager soda og vand.
Man rører. Man mixer. Man tilføjer magiske ingredienser.
Man hvisker måske et lille ønske.
Og pludselig står man der – med et vidunder i hænderne.
En levende proces
Der er noget råt og intenst ved en proces,
der ender i noget næsten helligt.
Man tror, man ved, hvordan det vil gå –
men der er altid noget, der kan tage en ny drejning.
Som at bage et brød
Ligesom når man bager.
Et brød er også et mirakel:
Noget pulver, noget vand, en knivspids magi –
og ud kommer et himmelsk duftende væsen af varme og liv.
Når sæben overrasker
Sæbe er ligeså lunefuld.
Den overrasker. Den leger.
Som dengang jeg havde hexet efter alle kunstens regler:
rørte den rigtige vej, bad naturens væsner om hjælp,
dryssede og dryppede de fineste hemmeligheder i –
men da jeg skulle hælde den i formen,
stivnede den midt i luften.
Det blev nogle ret mærkelige stykker den dag.
Eller den smukke orange sæbe –
så levende i farven, så lovende.
Men da jeg kiggede til den efter nogle uger,
var farven væk som dug for solen.
Den ingrediens har jeg ikke brugt siden.
Og så var der den bestilte sæbe –
den skulle helst laves hurtigt.
Men sæben nægtede at hærde.
Uger gik, og den var stadig blød som smør.
Tålmodighed, sagde den. Læring, sagde processen.
Sæbekærlighed
Men for det meste – ja, for det meste lykkes det.
Ofte bliver jeg selv overrasket og glad
over det, der kommer frem af gryden.
Jeg elsker at lave sæbe.
Jeg elsker at bruge dem –
mine egne, hjemmelavede sæber og salver.
Snart kommer turen til shampoo og skrubbesæber.
Der er stadig mirakler, der venter på at blive rørt frem i gryden.
