Regression…. et tidligere liv åbenbares

En erindringen om Stenalderen gengivet kort.

Solen står lavt, og et gyldent skær danser over væggene i min stue. Jeg trækker vejret dybt, mærker roen sænke sig og lader energien omfavne os. Kvinden foran mig ligger afslappet, hendes ansigt fredfyldt. Jeg guider hende dybere og dybere.

“Du er et andet sted nu,” siger jeg blidt. “Hvad ser du?”

Hun er stille et øjeblik, så kommer en svag hvisken:

“Skov… jeg ser en stor skov. Træerne er høje, mørke… der er røg i luften.”

Jeg venter. Lader hende mærke stedet.

“Se på dig selv,” siger jeg. “Hvem er du?”

Hun trækker vejret dybt. “Jeg… jeg er en kvinde. Mine hænder er stærke. Jeg bærer skind om min krop, og mit hår er langt, lidt uglet, brunt…. lysebrunt. Jeg holder en kurv… nej, en flettet taske. Der er urter i.”

Hendes stemme skælver svagt, men hun fortsætter:

“Jeg bor her. Min stamme er tæt ved floden. Vi bor i en hytte af træ og dyreskind. Jeg samler urter… jeg ved, hvilke der heler. Jeg kan se det… føle det.”

Jeg guider hende videre, dybere. Billederne flyder, brudstykker af et liv, af glæde, af udfordringer. Hendes stemme kommer i bølger, nogle gange sikker, andre gange tøvende.

Tiden går.

Langsomt begynder jeg at føre hende tilbage. Stemmen bliver blødere, ordene færre. Jeg tæller ned, fra ti til ét.

Da hun til sidst åbner øjnene, er hendes blik blankt, men ikke af sorg – af genkendelse.

“Jeg kender den følelse,” siger hun stille. “Det er som om… som om jeg altid har vidst det her.”

Jeg nikker. Fortiden sover aldrig. Den lever i os.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *