Engang i et liv, hvor jeg ikke blev gammel

Jeg går på en skovsti – hoppende, glad, fuld af energi. Jeg er mig. Jeg har kort mørkt hår der stritter….. jeg har en slags brynjeagtig kjole på – den er lavet af lædersnor. Den klæder mig. Stien er forholdsvis bred – på den ene side skråner den op og på den anden side skråner det ned. Der er lys i skoven.

Pludselig ser jeg noget der glimter i skovbunden, tæt på stien. Jeg tager det op. Det er den smukkeste armring. Ca 1 cm bred, med smuk indgravering – det fineste mønster og ligesom en kæde til. Jeg er helt bjergtaget af den smukke ting.

Så hører jeg noget. Ryttere. Klirren. Mange. Jeg springer forskrækket ind mellem træerne.

Omkring 8 ryttere. Nogen er kirkemænd. Nogen er riddere. Ridderne skal passe på kirkemændene.

Jeg taber armringen – den ruller lidt ned af skråningen. Glimter i den sorte jord. Jeg forsøger, at nå frem til den. Jeg bliver set af rytterne. De stopper. De taler sammen. Jeg føler mig som grebet på fersk gerning Der kommer en dårlig stemning. Der er nogen af dem, som ikke kan lide mig. Kirkemændene. De vil have, at den ene ridder skal føre mig hen til et bestemt sted. Det er ikke godt. De skal selv en anden retning nu. Jeg ved, jeg aldrig kommer hjem til dem, der venter på mig.

Det føles ikke godt. Jeg har fået fat i armringen, den er gemt i min lomme. Jeg er meget bange for, at de opdager den. Jeg er meget bange for dem.

De rider alle videre undtagen den ene ridder. Han stiger af hesten og går hen til mig. Han er ked af det. Han vil ikke tage mig derhen. Men han kan kun redde mig på én måde. Ved at slå mig ihjel. Jeg ved det godt, selv om han ikke siger det.

Jeg står stille foran ham. Kigger ned. Der løber tårer ned ad mine kinder. Jeg ved han er ked. Jeg vender ryggen til ham og bøjer min nakke. Han svinger sit sværd. Mit hoved ryger af. Han trækker mig ind i skoven. Jeg græder og siger til ham, at han skal lægge mit hoved rigtigt. Han lægger mig varsomt under et træ og lægger mit hoved, så man ikke kan se, det er hugget af. Han får mig til at se pæn ud, som jeg ligger der. Jeg græder, men er glad for at han kærtegner min kind og siger undskyld.

Jeg ved ikke hvad der skete med armringen.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *