Hvad er meningen med denne verden. Jeg står op og har mega ondt i halsen – jeg orker ikke mit arbejde – jeg melder mig syg med dårlig samvittighed – og tænker med skræk ”tænk hvis jeg bliver fyret” – så kan jeg ikke betale regninger eller husleje eller noget – hvad skal der blive af mig. Jeg kommer til at sidde som den lille pige med svovlstikkerne og fryse og sulte ihjel i armod og fattigdom og ingen vil elske mig. Alle vil synes jeg er en snylter og en taber og det, har man jo kun foragt tilovers for.
Nej jeg skal gå på arbejde, også selv om jeg er syg og har det skidt – for arbejde er det bedste i verden. Det er det, der gør, at nogen som helst kan lide én og gider være sammen med dig og samfundet kan kun lide folk, der betaler skat.
Så det er derfor, jeg er blevet født til et liv på denne smukke planet Jorden?
Ja vil nogen sige – det er sådan, det alt sammen bliver helt perfekt – du skal producere – holde hjulene i gang – godt nok er der lidt bivirkninger, som f.eks. overudnyttelse af Jordens ressourcer, forurening, totalt ringe forståelse for Jorden som et levende væsen – i det hele taget ringe forståelse for levende væsner, som også lever på Jorden.
Ikke nok med at landmænd sprøjter lystigt med gift i alle retninger – så gør folk det også i deres haver til skade for alt andet, ud over det de ønsker at fjerne. Dyr og planter lider og dør og uddør ligefrem. Insekterne forsvinder. Men det er der jo nogen, der forsker i, så det går nok, siger man.
Vi skal bare blive ved med at gå på arbejde. Hver dag så tager alle dem der bor østpå til vestsiden for at arbejde og så kører de hjem igen i alle deres biler og hver dag tager alle dem som bor vestpå til østsiden for at gå på arbejde, for så at tage bilen hjem, når de har fri igen…… spil af tid og ressourcer og forurening.
Hvad behøver du egentlig for at blive lykkelig? For at føle dig fri og glad. Det siges, at det virkelig er strengt nødvendigt for et menneske, at have et arbejde at stå op til om morgenen. Jeg tillader mig virkelig at have min tvivl her. Jeg kunne i hvert fald godt være lykkelig uden et job. Og især uden et fuldtidsjob med to timers transport tid oveni hver dag. Jeg siger det bare.
Man går bare derhjemme og glor – hører jeg ofte folk sige og – at de keder sig når de ikke går på arbejde. Og jeg forstår det simpelt hen ikke.
Der er så megameget, man kan foretage sig, når man ikke bruger det meste af sit vågne liv på et arbejde. For mit vedkommende kan jeg nævne: sport, heste, meditation, yoga, spiritualitet, læse, tegne, male, at være i naturen(uden et gevær) – bare være, sætte mig ordentligt ind i ting og problemstillinger omkring alverdens ting. Jeg kunne passe mit hjem noget bedre og jeg kunne passe mig selv og min krop noget bedre og jeg kunne passe min familie og mine venner noget bedre. Det er jo væsentlige ting i de fleste menneskers liv.
Og så vil jeg sige, at med de mange afsløringer her på det sidste, om hvordan skattepenge forsvinder i den blå luft, for at ende som guldpaladser i Dubai og hvad man så ellers finder på at bruge vores surt tjente skattepenge til og her tænker jeg ikke på hospitaler, skoler osv., jeg tænker på pensioner og lønninger til ministre og deres familier.
Kunne virkelig godt tænke mig at se de udbetalinger der foretages der. Hvad der udbetales og til hvem. Og nu vi er ved det, så er det virkelig også forunderligt hvordan man kan tjene penge som direktører. Nogen tjener jo mere på et år end jeg gør på 10 år og nogen mere. Og hvis de skulle være så ”uheldige” at de bliver fyret – ja så for de jo så mange penge at vi andre bliver hensat i total måben.
Så hvorfor er det lige, at jeg skal knokle røven ud af bukserne på et kedelig arbejde til jeg bliver 67 år? Og hvorfor kan andre, som har tjent ca. 100 gange mere end mig på mindre tid, gå på fed pension som 60 årige. Og hvorfor bliver direktører forgyldt når de bliver fyret mens vi andre får karantæne for penge udbetaling? Nåe måske noget med at den kloge narrer den mindre kloge.
Vi tænker, at her i DK, her har vi demokrati. Vi bestemmer selv.
Vi stemmer og dermed er vi med til, at bestemme.
Vi kan evt. blande os i debatten og dermed, er vi med til at bestemme.
Men hvor meget bestemme vi egentlig?
Eksempelvis: Når vi kan se, at store pengestærke firmaer bestemmer, at vi ikke må få naturmedicin, men absolut skal have deres ødelæggende, bivirkningsfulde, dyre, syntetiske mediciner, når vi kunne blive raske og meget bedre af det. som vi selv kan dyrke i baghaven. Hvem er det der bestemmer det? Er det os eller det medicinalfirmaerne? Jeg spørger bare?
Så igen ”hvem er det egentlig vi går på arbejde for?” er det for os selv? Eller er det for de folk som kan fylde deres lommer til randen med guld fra vores arbejde? Jeg spørger bare?